stones-3364324_1920

Du har et valg. Du har ALTID et valg.

Bronnie Ware, en hospice sygeplejerske, har i bogen ”De fem ting døende fortryder mest” beskrevet, hvad døende igennem flere år har svaret, når hun spurgte dem, om de havde nogle fortrydelse i deres liv. Listen med de fem ting er dukket op flere gange på det seneste i mit liv. Michael Rohde, drømmeforsker, anbefalede mig at læse bogen for nogle måneder siden, og i denne uge stødte jeg på den igen, da Morten Albæk nævner listen i hans meget inspirerende bog Ét liv, Én tid, Ét menneske. Den handler blandt andet om det meningsfulde hele liv, og om hvorfor så mange mennesker i dag lider af mental overbelastning i et af verdens mest rige og lykkelige samfund. Jeg tror ikke på tilfældigheder, og her følger de refleksioner, jeg har gjort mig, som jeg håber kan inspirere dig også.

De 5 ting vi fortryder mest ifølge Bronnie Ware

Er du ikke stødt på listen tidligere, vil jeg nu afsløre, hvad Bronnie Ware har konkluderet gennem mange års arbejde på et hospice. Hun spurgte hver og en, hvad de fortrød mest, og resultaterne var samstemmende.   

Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

  1. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.
  2. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.  

DR spurgte en dansk hospice sygeplejerske, om danskerne ville svare det samme. Hun mente, at danskerne ville nævne Relationer som endnu en fortrydelse.

Vent ikke på konfrontationen med livets skrøbelighed

Jeg ved godt, det ikke er en rar tanke, men det er ufravigeligt sandt, at vi alle skal dø. For nogen er det først på dødslejet, at de ser sig tilbage, men de fleste, håber jeg, når at reflektere over deres liv undervejs. Desværre er det ofte i konfrontationen med livets skrøbelighed som alvorlig sygdom eller dødsfald, der minder os om, at vi ikke lever evigt. Disse påmindelser får os til at stoppe op og reflektere over, hvad der er vigtigt, og hvad der giver mening i vores liv. Hvor mange gange har vi ikke hørt nogen fortælle, at en forfærdelig hændelse i deres liv blev skelsættende for, hvordan resten af deres liv kom til at se ud. De følte, de fik en chance til. Eller hændelsen vendte op og ned på deres liv, og fik dem efterfølgende til at skabe et bedre liv. Men hvorfor vente til en ulykke rammer os? Hvorfor mærker vi ikke efter gennem hele vores liv, om vi lever det liv, vi ønsker at leve?

Jeg fandt mening i det meningsløse

Jeg har selv oplevet det på egen krop. Mit liv med min mand ændrede sig, da han først fik konstateret modermærkekræft som 36-årig. Vores liv og vores prioriteter ændrede sig. Da han få år efter døde, skulle jeg igen finde mening i det meningsløse vakuum, jeg stod i. 10 år senere fik jeg selv konstateret modermærkekræft og fik et chok og en påmindelse om, at jeg skulle huske at leve mit liv hver dag og fylde det med mening og kærlighed. Da min mand døde blev jeg meget fokuseret på at få det bedste ud af en situation, jeg ikke kunne gøre noget ved. Jeg prioriterede hvad og hvem, jeg ville bruge tid på. Jeg blev på den baggrund opfattet som en anelse egoistisk. I min verden var min såkaldte egoisme min ven. Jeg kaldte det at være positivt egoistisk, idet det var min måde at passe på mig selv på. Jeg indså, at jeg var den vigtigste i mit liv, og hvis jeg ikke blev glad igen, blev min datter og familie det heller ikke. 

Er du positivt egoistisk?

Desværre ser jeg ofte hos dem, jeg coacher, at en af udfordringerne er, at de ikke passer på sig selv, men sætter alle andre, arbejde som familie først. Og som årene går glemmer de, hvem de selv er, hvad de kan lide at lave, og hvad de synes er sjovt. Men hvis du glemmer at gøre dig selv glad, vil du ofte ende ud med ikke at kunne være noget for andre – heller ikke dem du elsker og holder af. Stress kan beskrives på flere måder. Den mest gængse og udbredte forståelse er, at stress er et resultat af, at vi bliver overbelastede på grund af travlhed, krav og forventninger, der overgår vores ressourcer. En anden forståelse er, at stress kan komme, når vi lever et andet liv, end det vi ønsker at leve, og jo større det mismatch er, jo mere ulykkelig og stresset kan du være.

Drøm og lev meningsfuldt

Hvorfor er jeg stødt på denne liste to gange, hvis det ikke bare er tilfældigt? Jeg er de seneste 15 år blevet meget bevidst om mine prioriteter og værdier, og jeg har truffet valg i mit liv, så både arbejde og privatliv er meningsfuldt for mig. Jeg kan og vil ikke bruge tid på meningsløse ting. Men der er to ting på listen, der kan hjælpe mig på vej i min nuværende udvikling: 1. Jeg skal gå efter mine drømme. 2. Jeg skal turde sige dem højt. Og jo mere jeg siger dem højt, jo stærkere står de, og jo mere ved jeg, at jeg er på rette vej.

Du kan vælge, hvordan du vil leve dit liv fra i dag

SÅ, hvis du kun har ét liv, lever du så det liv, du gerne vil leve? Er du glad? Eller er det tid til at stoppe op og reflektere over, hvordan du gerne vil leve resten af dit liv? Vent ikke på at en skelsættende oplevelse, der tvinger dig til refleksionen. Du kan godt gøre det uden. Tag et kig på listen over de 5 fortrydelser og tænk over,  om du kan nikke genkendende til nogen af dem, eller du kommer i tanker om andre ting. Mærk efter, hvad der sker hos dig. Bliver du ramt i maven eller blot påvirket følelsesmæssigt af at læse dem? Tag det som et positivt tegn, for det gode er, at du nu har chancen for at stoppe op og ændre det. Du har et valg. Vi har ALTID et valg. Og vi kan genopfinde vores liv hver dag. Blot et lille skridt i den rigtige retning er et vigtigt skridt.  

Jeg vil ønske dig de bedste drømme og refleksioner over dit liv, hvor du er den vigtigste. 

Kærlig hilsen

Anja

Stresscoach & Sorgmentor

DEL DETTE INDLÆG
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email
ANDRE INDLÆG