nytår 2021

Glem nytårsforsæt – realisér dine drømme

Vanen tro er januar måneden, hvor der er ekstra pres på fitnesscentrene, hvis de altså havde åbent. Det er også måneden, hvor nogen tager en alkoholfri pause, stopper med at ryge, ikke indtager sukker og så videre. Der findes mange eksempler på, at januar åbenbart er måneden, som skal lægge navn til nytårsforsæt i alle afskygninger, hvorefter de fleste langsomt slækker på kravene og falder tilbage til de gamle vaner. For nøj, hvor er det svært at gøre op med de der vaner.

Hvorfor er det så svært?

Vi er i bund og grund vanedyr, nogen mere end andre. Når først vi har kørt en vane ind, så er stien lagt i vores hjerne. Vanen kører mere eller mindre på autopilot, så vi slipper for at bruge for meget krudt på den. Faktisk udgør vores bevidste tanker og handlinger max. 7 %. Det vil sige, at ca. 93 % af det vi gør, gør vi ubevidst. Er der noget at sige til, at det er svært at ændre en vane? Det kræver utrolig meget opmærksomhed af os, ligesom ressourcerne, vi skal bruge på det, er krævende.

Start med en drømmetavle

I stedet for blot at beslutte, at du vil tabe dig, være sundere eller mere nærværende, så forsøg at reflektere over, hvad der virkelig vil betyde noget for dig. Hvad ønsker du, og hvad drømmer du om og hvorfor? Start med at lave en drømmetavle for dig selv, med din samlever eller med familien. Er I flere, kan i starte med at lave en drømmetavle hver, og derefter tage en snak om jeres drømme for 2021 eller de næste 5 år. Drømmetavlen kan laves som collage, tegning e.lign. På den måde får du vækket den kreative del af hjernen, og der vil dukke noget andet op, end hvis du blot skriver en liste. Din drømmetavle er et billede på, hvad du ønsker af dit liv for det kommende år. Du kan skabe et billedeunivers af det, du drømmer om, som visuelt kan hænge på væggen og minde dig om dine drømme og mål. 

drømmetavle_anja enggren

Hvad vil jeg gerne opnå i 2021?

Som inspiration til din drømmetavle kan du reflektere over nedenstående spørgsmål: 

  1. Hvad ønsker jeg allermest at få ud af det kommende år? Eksempel: En hverdag uden stress
  2. Hvilken stemning ønsker jeg at opnå? Eksempel: Mere ro omkring familien
  3. Hvilke følelser vil jeg gerne have? Eksempel: Jeg vil gerne være glad og føle overskud 
  4. Og hvilke værdier er vigtigst for mig? Eksempel: Jeg selv og familien er vigtigere end arbejde

Luk dine øjne og forestil dig, hvordan det vil være. Hvordan vil dine morgener være? Hvilken følelse vil du have i kroppen? Hvordan vil dine omgivelser reagere på det? Hvad vil det betyde for dig? Hvad vil det give dig? Og hvor vigtigt er det egentlig for dig at opnå det ønskede?

Hvad skal der til for at jeg kan opnå det?

Når du er blevet bevidst om, hvad du gerne vil prioritere det kommende år, er det muligt for dig at være proaktiv, lægge en plan og træffe bevidste valg. Så hvad kunne svarene være på det næste spørgsmål, ”hvad skal der til for, at jeg kan opnå det? Jo mere konkret du er, jo nemmere kan du omsætte det til handling.

Hvad kan forhindre mig i at gøre det?

Du kan helt sikkert allerede mærke og fornemme, hvordan det, du drømmer om, vil føles, så for at opnå og fastholde det, er det også nødvendigt at spørge dig selv, hvad kan forhindre dig i at gøre det?

Eksempel: Arbejdet kan presse på, for mange ting jeg har lyst til, jeg får ikke prioriteret rigtigt eller sagt fra i tide osv.

Ved at være bevidst om, hvad der kan forhindre dig i at opnå det ønskede, vil du hurtigere få øje på, når du er ved at plumpe i. Og det er ok at plumpe i. Så længe du lærer af det og overvejer, hvad der skal til for, at det ikke sker igen.

Hvad skal minde mig om at gøre det?

Hvordan vil du kunne se og mærke resultatet af din indsats, og hvad skal der til for, at du minder dig selv om at fastholde dine beslutninger? Der er mange muligheder. Du skal finde den, der virker for dig. Det kunne som nævnt ovenfor være din indrammede drømmetavle på væggen. Det kan være en seddel eller et billede på køleskabet. Det kan være en aftale, I laver i familien om at minde hinanden om det. At alliere dig med din samlever eller en ven. En post-it på din arbejdsplads. Et armbånd eller noget helt andet.

You can do it!

Jeg vil ønske dig held og lykke med din beslutning for det nye år. Ikke blot et nytårsforsæt, men opfyldelse af et ønske eller en drøm, der for alvor giver dig værdi i dit liv, og som du kan fastholde.

Og ønsker du hjælp og støtte i processen, er du altid velkommen. 

Godt Nytår! 

Kærligst,

Anja Enggren

Stresscoach, Sorgrådgiver & Søvnvejleder

 

DEL DETTE INDLÆG
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email
ANDRE INDLÆG

Drømmer du om en hverdag med glæde, energi og overskud?

Få hjælp her og nu. Start i dag.

Få gratis adgang til et inspirationsunivers af lydfiler, guides og videoer til at hjælpe dig med at tage de første skridt mod at få det bedre. 

Du tilmelder dig samtidig nyhedsbrevet primært vedr. stress, sorg og søvn – nul spam.