Lad sorgens fugle flyve
“Kollision” er en dansk film, der i den grad rummer svære og store følelser. Pyh ha, den sætter sine spor.
Filmen er et godt eksempel på hvor forskelligt, vi håndterer sorg, og hvor kompliceret sorgen kan blive, når vi insisterer på at fastholde den i et fastlåst reaktionsmønster, der hindrer den sørgende i at tilpasse sit liv til tabet. Så måden, vi håndterer eller coper med vores sorg, resulterer i, om vores sorg er “sund” eller bliver “kompliceret”, dvs. fastlåst.
Et kinesisk ordsprog siger:
“Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved, men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår.”
Så hvordan kan vi forhindre, at sorgens fugle bygger rede i vores hår?
Det er vores evne til både at kunne fordybe os i sorg og fortvivlende følelser og evnen til også at fokusere på positive sider af vores liv, der opretholder vores mentale sundhed, mens vi er i sorg.
Hollandske psykoler har præsenteret det som 2-spors-modellen.
- Spor – Tabets spor – her bevæger eller opholder vi os i tabets rum
- Spor – Det restaurerende spor – fører den sørgende gennem livets rum, dvs. alle de ændringer, der kommer efter tabet, og det store arbejde med at tilpasse sit liv til den nye livssituation og hen mod en ny fremtid.
Den sørgende bevæger sig i bølger mellem de to spor, som tilsammen heler tabet, så den sørgende kan leve med sorgen.
Denne måde at anskue sorg på, kan jeg i den grad genkende fra min egen sorg. Jeg insisterede på at gøre gode ting for mig selv. Ting, der momentvis kunne give mig en snert af glæde, så jeg havde energi til også at bevæge mig i Spor 1, hvor jeg også skulle rumme min datters sorg over at have mistet sin far. Som jeg har beskrevet i tidligere blogindlæg, kan vi blot se på og lære af børnene. De bevæger sig helt naturligt imellem de to spor. Det ene øjeblik er de kede af det og uforståelige overfor et tab, det næste øjeblik er de opslugt af en befriende leg.
Sorg forandrer os
Sorg forandrer os, og livet efter et tab kan være meget forandret, hvis ikke udadtil, så ofte indadtil. Nogle beskriver sorg som et transformationsmateriale og en potentiel kilde til selvudvikling.
Jeg tror, alle, der har oplevet smertefuld sorg, vil sige, at de gerne havde været sorgen foruden, inklusiv mig selv. Men hvis vi beslutter os for at få det bedste ud af det meningsløse, kan en ny mening dukke op, og pege os i en ny retning. Måske får vi øje på nye værdier (eller måske bliver vi blot mindet om dem, vi havde, men som vi glemte at lytte til undervejs). Vi får mulighed for at tage værdierne op til revision og dermed også vores liv, hvis vi vælger at holde fast i dem og efterleve dem. På den måde kan sorgen blive en værdifuld chance for at forandre vores liv, idet vores værdisæt kan være vores ledestjerne i livet, hvis vi tillader det.
Sorg forandrede mig
Sorgen forandrede også mig. Selv 17 år efter mit tab bærer jeg stadig sorgen i min bagage, men jeg vælger at bruge den som afsæt til at leve mit liv bevidst og tage det alvorligt, hver dag. Mine værdier er tydelige, og jeg forsøger at være dem tro og bruge dem som min ledestjerne til at træffe rigtige beslutninger for mig. Jeg forfølger mine drømme og bruger min tid på det, der er vigtigt for mig, og det der gør mig glad.
Jeg vil gerne inspirere dig til at gøre det samme, uanset hvilken sorg du bærer i din bagage. Du kan ikke ændre fortiden, men du kan hver dag vælge, hvordan du vil leve dit liv fremadrettet.
Bedste hilsner
Anja Enggren
Stresscoach og Sorgrådgiver
Inspirationskilder: Filmen “Kollision” og bogen “Sorg” af Mai-Britt Guldin