anja enggren masterchef
Anja Enggren

Anja Enggren

tilbage til begyndelsen

En vigtig ting, jeg har lært i mit liv, er, at livet kan være kortere, end man regner med. Denne læring har stor indflydelse på de valg, jeg træffer i mit liv. Og med tiden er denne indflydelse vokset, fordi omstændigheder tidligere har gjort, at jeg ikke havde overskuddet til altid at træffe de valg, jeg havde lyst til. Det har jeg nu. Og hold da fest, hvor jeg overrasker mig selv nogen gange. 

Min datter og jeg er kæmpe Masterchef fans og har begge stor interesse for mad. Det har mine skønne bonusdøtre og svigersønner heldigvis også. For mig betyder mad glæden ved at dele en oplevelse og også gerne at lave maden sammen. 

Især min datter og jeg har delt interessen for Masterchef og set samtlige programmer. Et kærkomment samtaleemne. Og det er da også Emilie, der de sidste 3 år har skubbet på og spurgt: “Hvornår melder du dig?” Første gang, hun stillede det spørgsmål, var reaktionen, ”Det er jeg da ikke god nok til”. Men hun fik alligevel plantet et frø, som gjorde, at jeg i stedet for bare at se Masterchef, begyndte at tænke ”Nøj, det kunne være fedt at lære alt det, de lærer”, eller ”det der kan jeg også”, men også stadig ”wow, så dygtig bliver jeg aldrig”. Sikkert og vist var det, at mine tanker havde ændret sig, men mit svar til hendes spørgsmål var stadig nej. 

Det var det lige indtil foråret 2020. Jeg fik mulighed for selv at bestemme over mit arbejdsliv og har længe haft en drøm om at forfølge et liv som selvstændig stresscoach og sorgrådgiver, hvor jeg hjælper andre mennesker med at genfinde fodfæste og blive glade igen. Derfor så jeg også for mig for første gang, at deltagelse i Masterchef rent praktisk i forhold til tid og arbejde faktisk kunne lade sig gøre. Men der var rigtig langt fra at turde tænke tanken til at tage beslutningen om at sende ansøgningen afsted.

Ansøgningen

Men jeg gjorde det sgu. Jeg fik udfyldt en meget lang ansøgning, lavet en hjemmevideo, uploadet til YouTube, og så var der ingen vej tilbage. Og nej, jeg havde da ikke i min vildeste fantasi regnet med, at de ringede mig op.

I røret havde jeg søde Simone. ”Hej, du har sendt en rigtig god ansøgning til MasterChef, og vi vil gerne se dig til en prøveaudition”. What!!!! Jeg kunne næsten ikke være i min krop. De ville gerne se mig. Ud over en prøveaudition ville jeg også blive ringet op af en caster til et interview, og så ville de gerne vide, om jeg ønskede at gøre brug af et protein i min prøveret, enten svinemørbrad eller torsk, med mindre jeg gik den søde vej. 

Det blev klart en torsk. Herefter fulgte en tid med spænding frem til prøveaudition, som foregik i det originale MasterChef studie. Alene det var en oplevelse. Som jeg husker det, var vi 8 håbefulde deltagere, der var mødt op, og fik tildelt et køkken hver. Vi fik 30 min. til at vise, hvad vi kunne med de råvarer, der var tilstede. Jeg havde forberedt at lave et stykke stegt torsk med hvide asparges og blanquette sauce. 

anja enggren masterchef
Stegt torsk med hvide asparges og hasselnødder i blanquette sauce

I studiet opdagede jeg hurtigt, at jeg skulle kigge langt efter hvide asparges, og sadlede derfor om og gik med blomkål i to varianter samt grønne asparges. 

Under madlavningen blev vi interviewet, imens kameraerne rullede. På ægte Masterchef vis blev tiden jævnligt råbt højt, og det forventede “ja tak” lød fra de fleste. Det var ren Masterchef leg. En virkelig sjov og stor oplevelse. Det eneste, der ikke var normalt, var, at det blev optaget en varm sommerdag, i et varmt studie – med mundbind på og gummihandsker. 

“Hvis det slutter her, så har jeg da fået denne oplevelse, set studiet og fået en klar fornemmelse af, hvad Masterchef er bag kulisserne. Det er ikke så skidt endda”, tænkte jeg. 

“Tiden er gået. Træd væk fra jeres køkkener”. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne. Endda reddet en skilt sauce. Var tilfreds med min ret. Alle ville blive ringet op, uanset om vi var gået videre eller ej. Endnu en ventetid i spænding fulgte. 

Du skal til audition - den rigtige!

“Holy mole”, tænkte jeg, da Miriam Glæsel i røret fortæller mig, at jeg er blevet udvalgt blandt de mange håbefulde kandidater til at deltage i den rigtige Masterchef Audition 2021. Det er da for vildt. Nu kunne jeg for alvor ikke være i min krop. Jeg fik en uge til at melde ind, hvilken ret jeg ville lave. Én uge! Seriøst. Det skulle jo være en genial ret, der skilte sig ud fra alle de andres. Én uge!

Bliv endelig hængende – fortsættelse følger…

forberedelser til rigtig audition

Umiddelbart faldt min første tanke på fisk igen. Vi spiser meget fisk, så jeg gik i gang med at eksperimentere. Retten skulle ikke være en hvilken som helst ret og bare smage godt. Den skulle også fortælle en historie. For at fortælle min historie skulle jeg helt tilbage til min barndom. Jeg voksede delvist op på min mormor og morfars gård i Gørløse, hvor jeg boede med mine forældre og lillesøster. Jeg boede på gården de første år af mit liv og vendte tilbage i mine ungdomsår. Min mormor var dagplejemor, så min søster og jeg kunne blive passet, og det blev vi sammen med 3-4 andre børn fra byen. Og når jeg ikke blev passet, kørte jeg selv derop. Jeg elskede at passe min lille køkkenhave, som jeg indkredsede med pinde i hvert hjørne og snor fra pind til pind. Her såede og passede jeg mine egne ærter, gulerødder, salat, jordbær osv.

 

Min mormor havde en køkkenhave så stor, at de var selvforsynende, og også forsynede min familie. Jeg kørte ikke til købmanden for at købe grøntsager. Jeg kørte på gården og gravede selv kartoflerne op, hentede porrer, kål mv. Gården forsynede os også med kød lige fra gris, ko, lam, ged, høns, og så var der alle selskabsdyrene som katte, hunde og kaniner, som vi forlystede os med. Der var ikke flere dyr, end vi kunne give dem navne, og min morfar nød at passe dem. Han vidste lige, hvor grisen kunne lide at blive kløet bag øret eller på ryggen. Når det var tid, skulle dyrene slagtes. Det var en helt naturlig ting og føltes som en begivenhed. Dyret havde haft et godt liv, og familien var samlet. Dyret blev slagtet, og i køkkenet gik min mormor – med min kæmpe hjælp selvfølgelig 😉 – i gang med at partere dyret. Jeg vejede af og fordelte kødet i fryseposer. Derefter blev der delt ud til familiens frysere.

 

auditionretten

Med den baggrund stiller jeg store krav til smag. Grøntsagerne kommer fra køkkenhaven og smager friskt og af jord. Kød smager godt, har jeg lyst til at sige, for da min mormor efter min morfars død solgte gården, var der ikke længere adgang til det gode kød. Jeg husker, at jeg én gang købte svinekoteletter i supermarkedet, og kunne næsten ikke spise det. Det smagte forfærdeligt og kunstigt, og der gik mange år, før jeg igen vovede mig ud i svinekød. Det var faktisk først, da jeg hørte om Grambogård grisen, at grisen fik en chance igen.  

De seneste år har vores madvaner ændret sig. Vi spiser mere fisk end kød og har også vegetardage, et køkken jeg er blevet meget nysgerrig på. Men fisk og skaldyr er min favorit.

 

En lang fortælling om min baggrund som i den grad har defineret min kærlighed til mad. Det faldt mig naturligt at gøre den til en del af min historie. For mig står mad for kvalitet og glæde, et samlingspunkt man mødes over og hygger sig med. Kvalitet handler også om at anvende årstidens råvarer, gå ud i haven og plukke bær og urter, og derfor faldt mit valg på retten ….

Secret

No no! Det er selvfølgelig en velbevaret hemmelighed. 

Beskrivelse, opskrift og foto af auditionretten sendte jeg gennem æteren, og afventede derefter at blive ringet op af en kok. Jeg var i Andalusien, da vi endelig fik kontakt, idet vi boede på en hacienda med temmelig ringe teledækning. Kokken foreslog, at jeg tilføjede et ekstra element til retten. Da jeg kom hjem fra ferie, testede jeg retten flere gange og tog tid på, at jeg kunne nå det inden for de 30 min. Det lykkedes, og jeg valgte derfor at gå med det ekstra element, så jeg kunne vise lidt mere teknik.

Dagen for audition nærmede sig. Det var kun 4 dage efter hjemkomst fra ferie, hvor jeg de sidste 2 uger kun havde adgang til et tekøkken med ringe muligheder for at teste min ret. Så guess what? Vi levede af X og Y i 4 dage. Der gik en rum tid, før jeg spiste X igen. 

Det blev aftenen før audition, og jeg havde kroppen fyldt med hele verdens sommerfugle, der larmede og flaksede rundt hele natten på trods af, at jeg var forberedt til fingerspidserne. 

Eller var jeg nu også det? Fortsættelse følger…

Jeg gjorde det! Auditiondagen

Alt var klar til næste morgen. Alle mine forberedelser og ingredienser var lige til at pakke i termotasken. Alligevel kunne jeg ikke finde ro. Mit hoved boblede over med tanker om blomkål og løg, og hvad jeg skulle sige, og tusind andre tanker fløj gennem hovedet. Vågnede jeg træt næste morgen? Oh yes! Ned i bad, pakke termotaske, på med tøjet jeg havde lagt frem, hår, sminke og så afsted til stationen. Min datter Emilie, som har en stor rolle i min deltagelse, da hun har skubbet på de sidste 3-4 år, for at jeg skulle melde mig, mødte jeg på Nørreport, og så fulgtes vi resten af vejen. Emilie støttede og opmuntrede mig hele dagen. En bedre coach kunne jeg ikke ønske mig.

 

Med termotasken imellem os gik turen fra metroen til studiet på Amager. Vi skød en lille selfie video udenfor, som jeg var blevet bedt om at lave nogle stykker af. Derefter blev jeg registreret, og maden indskrevet og sat på køl. Det var dejligt at blive hilst personligt velkommen af vores søde castere. ”Hej Anja, velkommen til. Har du glædet dig?” Om jeg har. Udover at udgive min meget personlige bog er dette det mest grænseoverskridende, jeg har prøvet, og jeg stod og var lidt stolt af mig selv over, at jeg overhovedet turde tage skridtet.

 

12-13 personer skulle til audition på ”morgenholdet”. Kl. 13 begyndte næste hold aspiranter at møde op. Vi fik alle en introduktion til det forberedelseskøkken, vi skulle arbejde i, og jeg brugte lidt tid på at orientere mig om, hvor jeg kunne finde det værktøj, jeg skulle bruge. Jeg gjorde mig også bekendt med komfuret, som jeg ikke synes var så nemt til første casting. Jeg skulle bruge 3 kogeplader, så det ville jeg gerne være fortrolig med. Dagen var en ventetid, og mere ventetid, og frokost, og mere ventetid. Jeg ventede og ventede og kunne følge med i, at mine medkombetanter blev hevet ind én efter én. Lyd blev monteret på vores tøj, vi blev interviewet, hvorefter vi blev vist ind i prep køkkenet. Uret rundede næsten kl. 14, da det endelig blev min tur. På det tidspunkt havde adrenalinen kørt i kroppen hele formiddagen, jeg havde skiftevis siddet og gået rundt som et dyr i bur, og da eftermiddagen var i gang kunne jeg mærke trætheden vælte ind over mig. Men da lyden blev sat på, og min tur var kommet til interviewet, pumpede adrenalinen igen. Normalt er jeg et ret stille væsen, men derinde snakkede jeg som var det speedtalk, jeg konkurrerede i. Dernæst kom turen til prep køkkenet. Jeg kom ind i køkkenet, som de stadig var ved at gøre rent efter den forrige deltager. Og ved siden af var der en i gang i et andet prep køkken. Mine ingredienser og forberedelser var ikke kommet ind endnu, så jeg forsøgte at samle mig og modtage alle de beskeder, jeg fik om, hvor jeg skulle kigge hen, hvad jeg måtte sige, og hvad jeg ikke måtte sige, og at jeg ikke måtte vende ryggen til. Mine ingredienser kommer ind, og pludselig kommer jeg i tanke om, at de tog mine mælkeprodukter fra, da de bruger deres egne, så jeg løber bag om ryggen på den igangværende optagelse og henter mælk og smør i køleskabet.

Og så er jeg i gang. Jeg skal stege halverede løg, jeg skal have blomkålen op at koge i en fart (og i toget ind valgte jeg at sadle om til Jesper Kocks version af en puré kogt på mælk og ikke mælk og fløde). Jeg ved, jeg skal holde øje med den gryde, da den tit er kogt over for mig. Min sauce skal varmes op, da løgene skal simre i den i 5 min., og mine blomkål skal stege i olie på pande. Så er jeg i gang, og samtidig skal jeg svare på spørgsmål til retten. Det går rigtig stærkt, og jeg prøver at huske den rækkefølge, jeg har øvet hjemmefra. Da løgene har simret, skal de op af saucen, så den kan stå og reducere og blive smagt til. Løgene skal deles i både, og jeg har hjemmefra trænet at fjerne løghinderne så hurtigt som muligt. Alligevel skal de selvfølgelig drille, da jeg står i rampelyset, og de tager længere tid, end de skal. Jeg hører produceren råbe “5 min tilbage”, og jeg har stadig ikke lavet min puré. Kogepladerne har jeg stået og byttet rundt på, så jeg synes, mine blomkål har fået lidt for meget på panden. Jeg varmer min ostesauce op og tilføjer fløde og smør, og gør alle elementer klar på vognen og tjekker en sidste gang, at jeg ikke mangler noget. “2 min tilbage” – jeg løber jeg ud i et tilstødende lokale for at blende min blomkål. Der står en sød kok og hjælper mig, jeg tilføjer lidt fløde under blendningen, er tilfreds med konsistensen og får vistnok tilført salt og peber og lidt citron, men jeg kan ærligt ikke huske det. Jeg spurter tilbage til køkkenet og hælder min puré i en skål – og så er tiden gået. Det er så her, jeg opdager, at jeg ikke fik min citron med, da jeg gerne vil rive citronskal hen over retten. Holy mole, det var stressende!

 

Afsted ruller jeg med mit bord hen foran den berømte gule dør. Igen bliver jeg instrueret undervejs i forhold til, hvor jeg skal stille rullebordet, hvor jeg skal stille den færdige tallerken. Og Emilie er med mig og venter. Tiden er inde, og dørene bliver åbnet, og sjældent har jeg været så spændt. Jeg kan faktisk ikke genkende mig selv. Ind ruller jeg og udbryder noget a la ”hvor har jeg glædet mig til at møde jer”, og det havde jeg virkelig også. 

Det overrasker mig, at de sidder så langt væk. Til min glæde kommer Mielcke op til bordet og byder mig velkommen. Jeg takker og siger ”og også velkommen til Dak”. Hvorefter Mielcke kalder Dak op til bordet for at introducere os. ”Dak mød Anja, Anja mød Dak”, og så hilste vi på albuemanér. Så var vi ligesom i gang. Det var så hyggeligt at tale med Mielcke om mad og min historie, og samtidig gik jeg i gang med at anrette min ret. Det gik ok indtil jeg opdagede, at jeg nærmest havde glemt at skumme min ostesauce op. Og selvfølgelig skulle stavblenderen drille, så en kok måtte komme og hjælpe mig med at låse den op. Skummet skummede, men ikke så meget som det havde gjort herhjemme, og pludselig var tiden gået, og alt hvad der hed tilsmagning med salt, peber og min revne citronskal var passé. Puh ha. Jeg aflevererede min ret, og så gik dommerne, og optagelsen stoppede. Jeg fik lidt vand, hvilket var tiltrængt, da jeg aldrig har talt så meget på 5 min. Der blev taget stilbilleder af retten, og jeg kunne se min skum falde langsomt sammen.

Masterchef audition ret anja enggren

Da optagelserne blev genoptaget, startede Mielcke med at rose anretningen. Jeg hæftede mig ved ordlyden ”smuk ret”. Tak Mielcke. Dernæst kom de øvrige dommere op og smage. Nøj, hvor var det nervepirrende. Den gode Jesper Kock kiggede tænksomt på mig, som kun han kan gøre det, og jeg fik udbrudt ”hvad tænker du dog, Jesper?” ”Ja, hvad tænker jeg?” var svaret, og det blev jeg jo ikke klogere af. Som jeg husker det, lagde Mielcke ud og gav mig et klart ja. Han valgte ikke at gå i detaljer, hvilket jeg tolkede som, at der selvfølgelig var forbedringsmuligheder, som jeg meget gerne ville have hørt, hvis det gik på andet end tilsmagningen, for den var jeg godt klar over.

Herefter tog Jesper Kock over og gav mig ligeledes et klart ja. Så blev det Daks tur, og hun starter sætningen på en måde, så jeg tror, at jeg får et ja, men så fortsætter hun og siger, at for at få et ja fra hende, skal retten have mere kant, så det blev et nej. Oh skræk, så er afgørelsen op til Kastberg. Og den var hård. Kastberg vippede med rette mod et nej, da jeg jo ikke havde fået tilsmagt godt nok. Derfor lød spørgsmålet til mig, ”er det spiseren eller kokkens ansvar at sørge for at alle smage er med i hver mundfuld?” Mit svar var klart: ”det er kokkens”. Det var ikke nok til at overbevise ham, og der pågik en dialog mellem dommerne, hvor Jesper Kock og Mielcke prøvede at dreje ham over mod et ja, …og det lykkedes. Jeg lovede højt og helligt at huske at salte og tilsmage og fik allernådigst et ja fra Kastberg. Kæmpe tak for at få en oplevelse mere. Jeg går ud af studiet med mit forklæde og råber ”vi ses igen”, hvilket min datter hører. 

Da jeg træder ud ad døren, møder hun mig tudbrølende, og kameraerne ruller selvfølgelig og får det hele med. Lettelsen forløses af et kæmpe kram, og det er i den grad med lettelse og en overvældende træthed, der vælter ind over mig. Jeg bliver interviewet en sidste gang, inden vi forlader stedet (uden et forklæde, da vi ikke må tage dem med hjem) men med en kæmpe glæde og tilfredshed over, at det lykkedes mig. Det er ærefuldt at have mødt de dygtige og passionerede kokke, og nu får jeg lov til at møde dem igen og endda lære noget af dem. Hvor heldig har man lov at være?

anja enggren masterchef

Masterclass ugen - det sprøde element

Den længe ventede mail med mere information om den berømte træningsuge tikkede ind i mailboksen. Normalt møder hele holdet op den første dag, og så bliver dagens hold udpeget. I år er vilkårene desværre anderledes. Kun én dag skal vi møde op til træningsdag. Ugens øvrige dage kan vi følge Masterclass hjemmefra, men desværre ikke se de andres konkurrencer og elimineringsrunder, hvilket både betyder, at man ikke lærer de øvrige deltagere at kende, og ej heller lærer af den mad, de laver.

 

Det gode ved at følge Masterclass online er imidlertid, at man faktisk nemmere kan følge med i den mad, der bliver demonstreret. Du kan følge processen tættere og helt ned i gryden, hvilket er svært fra både stolene og balkonen. Første Masterclass dag fulgte jeg hjemmefra. Søde Jesper Kock demonstrerede kartofler. Næste dag mødte jeg fysisk op. Jeg var blevet lidt bedre til at sove, men skulle op kl. 6, for at være i studiet kl. 8.10. Vi skulle møde op sminket, hvorefter sminkøren lavede finish og satte hår. Også på mændene 😉

 

Dagen var skemalagt til kl. 8.10-19.00. Da sminkningen var overstået, blev vi guidet i, hvordan vi skulle stå, når vi kom ind foran dommerne. Hvem skulle åbne døren? Hvem skulle lukke døren (mig)? Og hvor skulle vi stille os, når vi kom ind og blev budt velkommen. Det var den første optagelse. Vi fornemmede, at Dak var lidt nervøs, men hun klarede det fint og er altid sød, smilende og professionel. Derudover var de rutinerede Kastberg og Jesper Kock tilstede, og jeg fornemmede tydeligt, at de har det sjovt. Optagelserne foregik under de varmeste sommermåneder, og jeg misundte ikke de herrer, der som min. havde lange bukser, skjorter og sågar jakkesæt på.

 

Efter velkomsten blev vi sendt ud, og studiet blev ommøbleret. Nu skulle det gøres klart til ugens anden Masterclass. Igen blev vi instrueret i at gå ind i studiet og sætte os på vores pladser foran Masterclass bordet, og Kastberg tog imod os med emnet sprøde elementer i en ret. Jeg var på ingen måde skræmt over temaet, men spændt, og der var masser af god læring i, hvordan man skal tænke sprøde elementer ind i en ret i form af grøntsags-crudité, bacon, tuilles, rispapir mv. Kastberg demonstrerede en mandel fragilité – en lille marcipankiks og en koral. Jeg har aldrig lavet en koral, og jeg kunne næsten regne ud, at det var præcis, hvad vi skulle lave efterfølgende, da fragilitéen skulle i ovnen i 15 min.

 

Jeg noterede alt omkring begge opskrifter, og efter MC blev vi igen sendt ud. Bag kulisserne kunne vi gisne om, hvad vi skulle ind og bevise vores skills i. Alle var enige om korallen. Og selvfølgelig var det præcis det, vi skulle. På en lang række stod vi bag hver vores lille gasblus med ingredienserne til en koral. Jeg havde ikke kunnet se på panden, hvordan dejen opførte sig og valgte derfor at lave en lille prøve for at se, hvad jeg kunne forvente. Jeg tog den af blusset, og tog en anden pande frem, kørte dej i tyndt lag helt ud til kanterne og ventede tålmodigt. Jeg kunne se, at mine nabodeltagere var kommet i mål med deres, som var ret lyse. Jeg blev usikker på, hvor længe den skulle have, og syntes ikke den var helt jævn bagt, så jeg gav den et par sekunder mere. Og kunne dernæst løfte en flot – noget mørkere – koral af panden og ned på min serveringstallerken. Flot rund og mønstret var den, men også noget mørkere end mine naboers. De begyndte at komplimentere min, som selvfølgelig var rart, men jeg var stadig noget usikker på farven. Da Kastberg og Jesper Kock kommer forbi og kommenterer på den, bemærker de, at den vist har fået godt med varme, de knækker den sprødt og smager på den, og Kastberg spørger mig, om jeg synes, den ligner hans. Jeg må indrømme, at den nok har fået lidt mere farve. De fortsætter rækken igennem, og vi bliver igen sendt ud, så de kan votere vores koraller.

 

Igen bliver vi kaldt ind og stod foran dommerne til den nervepirrende udvælgelse af, hvem der får en plads på balkonen, og hvem der skal i eliminering. Louise bliver kaldt op som den bedste koralkreatør, herefter følger 6 andre. Nu er der én plads tilbage, og jeg står stadig på min plads og tænker hver gang ”sig nu Anja”. Dommernes øjne flakker frem og tilbage og prøver at se på alle fem tilbageværende deltagere. Det varer evigheder. Til sidst synes jeg Kastbergs blik begynder at hvile flere gange på mig, og igen tænker jeg ”sig nu Anja” og så kommer det forløsende moment, ”og den sidste videre er Anja”. YES og tak er min reaktion. Kæmpe lettelse igen. Uh det var vigtigt.

 

 

anja enggren
Grov ærtemos med kammusling og koral

Jeg havde tænkt en ret, hvis det ikke var lykkedes, men den gemmer jeg gerne til en anden gang. Jeg havde ondt af de fire deltagere, der skulle i eliminering. Der hvilede selvfølgelig et ekstra pres på dem. Vi andre kunne nyde vores frokost. De skulle på igen om eftermiddagen.

 

Efter frokosten blev vi løbende kaldt ind til interviews, det de kalder sync. Det vil sige optagelser til de kommentarklip, der løbende bliver vist. De fleste af os kunne hyggesnakke i den lange pause med god ro i maven. Det er en af de fantastiske ting ved Masterclass; at være blandt madnørder hele dagen, som gider tale lige så meget om mad, som jeg selv gør :-). De fire deltagere, der skulle på igen, gik rundt, sad og tænkte retter, og nogen havde ikke appetit til frokosten. Vi kunne alle sætte os ind i følelsen, som vi genkendte fra auditiondagen. Det hårde var også, at de ikke kunne bruge tiden konstruktivt til at tænke en god ret, for de havde endnu ikke fået stillet opgaven.

 

Mit gæt var, at de skulle lave en fri ret, hvor de tænker det sprøde element ind. Og det var præcis, den opgave de fik. Vi andre blev placeret på balkonen på stole – med behørig afstand – naturligvis.

 

Deltagerne stod på gulvet og ventede på deres opgave af dommerne. Aftalen var, at når de havde fået deres opgave stillet, skulle de løbe ned til råvarerne, tage en kurv og gå i madkammeret. Optagelsen blev stoppet, og deltagerne fik derefter mulighed for at tænke over deres ret, se hvilke råvarer der var tilstede og vende deres ret med en kok. Herefter gik optagelserne i gang i. Deltagerne stod igen foran dommerne, og skulle igen løbe – gerne samme vej – ned til madkammeret. Og så gik tiden i gang, 45 minutter til at skabe en personlig ret. To gik med torsk, én med dessert og én med kylling. Det var fire meget forskellige oplevelser. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel til nogen af dem. Vi er jo dårligt kommet i gang. Men det er gamet, og jeg var tæt på selv at stå der. Og de fleste af os vil prøve at stå i en elimineringsrunde. Den ene troede ikke på sin egen ret, den anden kørte derudad med fuld fart og fokus på maden, den tredje havde flere kiks undervejs, og den sidste kom alvorligt til skade på mandolinjernet, men alligevel var hun så sej, at hun fuldendte sin ret. Alle leverede 4 fine retter.

 

Vi blev sendt ud igen i ca. 10 min., og da vi blev kaldt ind igen, var alle køkkener ryddet og stod skinnende blanke. Produktionen er i den grad bemandet med myreflittige og effektive mennesker.

Deltagere stod igen foran dommerne, og vi andre blev placeret til højre, så vi både kunne se dommerne og deltagerne. Alle var naturligvis møjspændte og ventede på afgørelsen. To blev lettet sendt videre, så var der to tilbage, og det blev den unge Lou, som trak det korteste strå. Det var for det første vildt sejt, at hun meldte sig, for det andet kom hun til skade under produktionen, så alle måtte holde en pause. Der blev taget godt hånd om hende, en taxi blev bestilt, som kørte hende til nærmeste skadestue. 

Vi andre åndede lettet op. Next stop er de indledende uger.  

Dag 1 - Indledende uge - i Ilden!

Inden det sidste ”på gensyn” i træningsugen fik vi hver især tildelt den uge, vi skulle deltage i en indledende uge. Det kunne være fra uge 35-40. Jeg fik tildelt uge 35, og må indrømme at det tog lidt pusten fra mig. Jeg kunne godt have brugt en uges pause – til at få sovet og trænet lidt mere. På den anden side var det også rart at ”få det overstået”, da Masterchef vitterlig tager al opmærksomhed, og jeg har en ny forretning, der også kræver min energi og opmærksomhed. Alle dage op til første dag gik med at øve mad. Især desserter var jeg nervøs for. Jeg havde derfor i løbet af sommeren investeret i en ismaskine, og der blev sprøjtet is ud. Creme Anglaisen sad lige i skabet og porcheret pære og diverse knasmuligheder var også på mit repertoire. Men det skulle vise sig, at du kan øve nok så meget til Masterchef, og alligevel er det umuligt at forberede sig på det, der kommer. Det kan i den grad stikke i alle retninger.

Som alle Masterchef fans ved er mandag den lange dag. Dvs. udsendelsen er ca. 1 ½ time. Dagen varer dog fra kl. 8.00 til 21.00! Vi mødte syv spændte deltagere op. Tre af dem havde jeg mødt før. Resten var nye. Vi var alle spændte på, hvad dagen ville byde på. For første gang var vi rigtig i ilden, og den første 1 ½ time gik med at indfinde sig, være i make-up’en på skift hos de søde og dygtige sminkører, få installeret mikrofoner og blive preppet på, hvordan vi skulle stå, gå ind, opføre os osv.

Endelig gik dørene op for første gang, og ind trådte vi til Kastberg og Jesper Kock, der ventede på os. Der var dækket op ved langborde med lys og spanske flag. Jeg havde lige været i Spanien i 3 uger, så spansk mad og tapas retter lå ikke så langt væk. I en stor grill foran de 2 kokke lå en helstegt pattegris. Jeg gør ikke voldsomt i gris, men pulled pork, porchetta og især svinekæber har da stået på menuen, så jeg var lidt nervøs. Temaet gik på grisefest, og første konkurrence var at kreere en saftig pulled pork burger, hvor kødet var langtidsstegt men uden smag. Jeg har lavet pulled pork flere gange, og satte mig for at lave en traditionel burger med whisky barbecuesauce a la Gastromand, coleslaw samt ristede friske majs, der skulle tilføre det sprøde element. Første gang i ilden og første gang jeg oplevede, at det er svært at huske under pres, hvordan de forskellige elementer skal tilberedes. Pulled pork er normalt en længere proces. Hvidkål og gulerod skal stå og trække i lage af æblejuice og krydderier. Nu skulle der tilføres smag i løbet af 5 min. Mit kød ville jeg have saftigt, så jeg satte det i ovnen med lidt fond i bunden, og normalt ville en rub bestå af en masse spicy krydderier og brun farin. Jeg fik kun tilføjet salt, brun farin og cayenne peber. Min barbecue sauce synes jeg blev god og kraftig. På et tidspunkt blev den lidt skarp i smagen, hvorfor jeg tilføjede ekstra sukker, og så var jeg tilfreds. ”1 minut tilbage”, lyder det pludselig, og jeg får lynhurtigt samlet min burger.

Hver gang en konkurrence er afsluttet, tager man de sidste 5-10 sekunder om. Her bliver vi bedt om at se travle ud og så gå væk fra vores køkkener. Det lærte vi hurtigt. Derefter var der pause, og så blev vi kaldt ind til den nervepirrende bedømmelse. Min burger var den første de smagte. Det var en klassisk burger, hvor bollen var smørristet på grillpanden, og de ristede majs gjorde godt, men ellers var den sød med sød på. Og de fik da også fundet de klip, hvor jeg tilførte sukker . Jeg havde ikke fået smagt elementerne sammen og balanceret smagene. Øv. De næste kommentarer til de øvrige deltagere, var ikke super gode, indtil vi kom til den aller sidste burger, som var meget klassisk og enkel. Den fik ros for smagen. Og den bedste burger gik til en klassisk burger – ups var min i spil? Men nej, det blev Malthe, der fik lov til at sidde på balkonen resten af dagen. Øv øv.

Men jubii – jeg er der for at lave mad og lære nyt, så jeg fik en chance mere sammen med de 5 andre.

Pause igen og frokost. Og så kørte første runde sync. Alle skulle ind til interviews og kommentarer på første konkurrence. I nutid, som om vi ikke anede, hvad der var sket.

Pulled port Anja Enggren

Endnu en gang blev dørene åbnet, og en ny konkurrence skulle i gang. Denne gang en parkonkurrence. De lækreste råvarer var lagt frem, og madskabet derfor lukket. Jeg blev parret med Martin, som har oprindelse fra Zanzibar. Mit indtryk af ham er en farverig fyr med fut i smagene. Konkurrencen tog udgangspunkt i sangria. Vi skulle kreere en ret på 30 min., hvor 2 elementer fra sangriaen skulle indgå. Martin og jeg bliver enige om ceviche og da jeg lige havde fået en fuldstændig forrygende lakseceviche i Spanien med limesorbet på toppen, foreslog jeg, at vi prøvede at få den med. Vi fik ikke fordelt roller, men gik bare hver især i gang med at snitte. Martin stod for fisk og marinade, og jeg snittede grøntsager i lange baner. Martin satte også vand og en bunke sukker over. Her blev jeg lidt nervøs, da jeg om søndagen, dagen før, havde lavet en ret god limesorbet, og der var kun ½ dl. sukker i. Dernæst tilsatte vi citron, og pludselig var Martin i gang med nitrogenen. Ingen af os fik smagt på den, før den landede i fryseren. Cevichen smagte godt og blev anrettet, og det blev min rolle at gøre retten færdig overfor dommerne. Kastberg var på et tidspunkt nede hos os og sagde, at denne citronsorbet kunne være genial eller kastastrofal. Her burde vi have tænkt os lidt bedre om, og i det mindste smagt på sorbeten sammen med cevichen, men vi var stadig utrænede i køkkenet, og mosede bare på for at overholde tiden.

Puh ha det var med spænding, at denne afgørelse faldt. Og vi fik så meget huk for citronsorbeten, at vi begge krummede tæer, men især mig, der kom med idéen. Cevichen fik derimod ros. Men det var ikke nok til at hive os i land, så vi skulle i ilden igen med 2 andre.

Ceviche Anja Enggren

Denne gang med udgangspunkt i en masterclass med Kastberg, der viste os, hvordan han laver en romesco sauce. Den havde jeg læst op på og lavet et par gange. Forskellen var dog, Kastberg smed alt i. Hele grillede chilier, peberfrugter, løg med skal osv. Det kunne jeg ikke få mig selv til, så jeg fjernede lidt skal og tog stilken af peberfrugterne. Jeg var meget opmærksom på mængderne, så det vi skulle lave det selv, synes jeg, at jeg havde styr på det. Alligevel røg der to og ikke én chili i blenderen i farten. Og jeg kunne med det samme smage, at den blev for stærk. Dobbelt øv. Konsistensen sad der, men den var for spicy. Kastberg gik rundt og smagte, og den stod imellem Martin og jeg, hvor Martin havde ramt smagen, og jeg konsistensen, og selvfølgelig tog Martin den. Triple øv. På den igen! 

Jeg var ved at være godt træt. Havde næsten ikke spist frokost, og adrenalinen havde kørt på højtryk hele dagen. Vi stod tre tilbage og fik til opgave at lave en ret med romesco sauce. Denne gang var grøntsagerne ikke forberedt til os, så ud over at de skulle grilles og blendes, så skulle vi også tænke på, hvordan sauce kunne indgå i en ret. Jeg ændrede min plan 5 sekunder, inden jeg gik i køkkenet og valgte at lave en pasta med romesco sauce, gambas og chorizo pølse. Pastaen var jeg tryg ved, så det var bare om at få romesco saucen i hus og få mixet det sammen med pastaen. Det blev en rustik ret, og jeg nåede hverken mandler eller persille til sidst, hvilket var min plan. Ellers var jeg tilfreds. De to øvrige deltagere gik med en dorade, der skulle fileteres, og det var ikke gået så godt, så jeg tænkte under bedømmelsen, at den var hjemme, og det var den også. Pyh en lettelse. En meget lang dag hvor jeg havde fået lov til at lave meget mad. Jeg var fuldstændig færdig og så træt, at jeg syntes mit syn var påvirket, da jeg gik ud til min bil. Jeg var hjemme 21.40 og skulle stå i studiet igen kl. 8.30, frisk og veludhvilet. Og det kan jeg godt afsløre – det skete ikke!

Pasta Anja Enggren

Dag 2 - Indledende uge - Ceviche-oprejsning

For at få tid til at skimme mad om morgenen hopper jeg på toget kl. 7 fra Allerød. Jeg er fuldstændig smadret og har dårligt sovet, da jeg hele natten har tænkt den første dag igennem og slået mig selv oven i hovedet, for de fejl jeg begik i løbet af dagen. Jeg er min egen værste kritiker. Og det var bare ikke godt nok. Alligevel var hvert et minut en stor oplevelse.

Stresscoachen var i den grad i ilden og hey – jeg fik lov til at lave mad hele fire gange, men nøj hvor var jeg træt. Første dag handlede om, ud over at overleve alle fire konkurrencer, også om at lære køkkenet at kende. Når du laver mad hjemme, sker mange af dine handlinger på automatpilot. Det vil sige, at du ikke tænker over, hvor du finder grydeskeen, målebægret, maden i køleskabet osv. Derfor kan du bruge al din bevidste energi på at tænke på maden, smagen mv. I Masterchef studiet foregår ingenting på automatpilot. ALT foregår i din bevidste del af hjernen, og det kræver mange ressourcer. Alle Masterchef-deltagere har foretaget valg under optagelserne, som de ALDRIG ville lave derhjemme, inkl. mig selv kan jeg godt røbe. Den lille del af hjernen, som vi kalder amygdala, er på overarbejde. Det er den del af hjernen, der er forbundet med frys, flygt, kæmp mekanismen, en urmekanisme, der fungerer som vores alarmberedskab. Og når den er på overarbejde, vokser den, og sender stresshormoner (fra binyrerne) rundt i kroppen. Samtidig skrumper den del af hjernen, der bevarer overblikket, analyserer, reflekterer, bærer hukommelsen mv. Og netop derfor ser man, at klappen kan gå ned, at man ikke kan huske en opskrift, at man mister overblikket i køkkenet, blot for at nævne nogle eksempler. Nok om hjernesnak! Nu til maden :-).

Vi mødte 6 ind til en ny spændende dag og talte om, hvad vi nu kunne blive mødt med. Og det er jo netop noget af det fedeste ved Masterchef, at være sammen med madnørder, der gider tale om mad hele dagen, og går ligeså meget op i det som mig.

 

Kastberg og den gode Jesper Kock venter os og sætter en ny pardyst i gang. Jeg ender sammen med Sebastian. Herlig ung fyr, som tager tingene, som de kommer. Dagen før lærte jeg, at tid og rollefordeling er vigtig i denne konkurrence, og derfor besluttede vi os hurtigt for en ret, som jeg tog styringen på. Da jeg havde brug for oprejsning efter gårsdagens ceviche, foreslog jeg, at vi gik med cevichen, da der var de lækreste råvarer, og retten skulle tilberedes kold. Så jeg tog chefkasketten på, vejleder Sebastian, og går selv i gang med laksen og marinaden. I dag er det Sebastian, der snitter. Også Martin havde brug for ceviche oprejsning – uden citronsorbet – og gik i en asiatisk retning. Sebastian og jeg løb med ceviche-sejren, og fik kun huk for måden vi serverede den på, samt at laks ikke er den bedste fisk til ceviche. Jeg elsker lakseceviche, men fik en god forklaring af Jesper Kock til, hvorfor laks ikke er bedst egnet, og tænkte bare, at jeg så må lære at håndtere laksen rigtigt, så jeg fortsat kan bruge den til ceviche. Nøj, hvor var det vigtigt, at sætte sig på balkonen, især denne dag 2, hvor jeg bare var SÅ træt efter den første lange dag. Endnu en dag overlevet i Masterchef. Hvad mon der sker i morgen? Måske noget med Shak-hvad-for-noget?

Ceviche Anja Enggren
Ceviche med laks

Dag 3 - Indledende uge - Fra Shakshuka til kartoffelmos

Kastberg og Dak tog imod os på 3. dagen. Altid spændende hvem der stod i studiet, når vi mødte ind til første konkurrence. Vi blev præsenteret for shakshuka – en nordafrikansk ret, som spises til morgenmad bestående af tomatsauce, grøntsager, et hav af krydderier samt flydende æg. Vi fik lov til at smage retten og fik heldigvis opskriften, dog uden mål.

Jeg syntes, jeg var ok med og fik lavet en god shakshuka, hvor i hvert fald konsistent og æg sad lige i skabet. Desværre fik jeg ikke inkorporeret krydderierne godt nok og forbandelsen med den manglende saltning forfulgte mig igen. Min søde kæreste er fuld af forundring, ”Du oversalter altid hjemme. Hvordan kan du glemme at salte?” Tja, godt spørgsmål. Det gik bare for stærkt. Retten lå lige til Martins højreben. Alligevel afleverede han en ret, hvor æggene var rå, og det var jeg lidt forundret over, at han kunne gå videre på, men hans ret var så meget bedre på smagen, end de øvrige, og blev honoreret af de to dommere. Fair nok – smagen er og bliver det væsentligste.

 

Jamen så tog jeg da lige en challenge mere, og rejsen gik fra Nordafrika til det kolde nord. Vi havde alle i frokostpausen (hvor jeg igen ikke kunne spise noget) researchet på afrikanske retter, men blev igen overrasket over, hvilken drejning konkurrencen tog. Denne gang skulle vi kreere en brændende kærlighed. Jeg er ikke kendt for at interessere mig for danske klassikere, men jeg har lavet brændende kærlighed et par gang i mine 52 år, om end det ligger nogle år tilbage. Kastberg mente tydeligvis, at jeg med min alder havde en fordel i denne konkurrence (hvilket er klippet fra), men der ramte han lidt skævt. Min fordel blev, at jeg heldigvis fulgte koncentreret med i Masterclass på skærmen, hvor Jesper Kock viste sin udgave af en kartoffelmos, og den havde jeg tænkt mig at gøre ham stolt med. Jeg havde en idé om, at min brændende kærlighed skulle serveres lidt elegant, og under hele konkurrencen havde jeg styr på kartoffelmosen, mine friterede løg og bacon, men jeg gik to veje med rødbederne. Jeg kogte to små, og jeg marinerede én i skiver. De blev helt slatne, og jeg fik i de sidste minutter snittet mine kogte rødbeder i små tern og vendt på panden med vineddike og smidt dem på til sidst, hvor mit hoved også kogte over, for hvorfor i alverden smed jeg hele purløg på tallerkenen. Det er så sidste gang jeg gjorde det. Tak Kastberg for kommentarerne, en blomsterbuket har ikke noget at gøre på tallerkenen.

 

Endnu en gang lærte jeg noget, jeg i princippet vidste, så hvad er det for et system, der i de sidste sekunder tog over, og hvorfor syntes min automatpilot, at der skulle hele purløg på min ret? Ja, det spørger jeg stadig mig selv om. Men jeg gik videre som den første for min ret, og jeg var glad og lettet over at få endnu en dag og oplevelse i Masterchef-studiet.

4. dag i indledende uge - snip snap snude

Anja roligt gemyt
kylling

4. og sidste dag og ønsket om at gå videre fra den indledende uge var selvfølgelig høj. fire deltagere tilbage og én skulle hjem. Vi blev budt velkommen i studiet af Mielcke og Dak og blev introduceret for dagens råvare – kylling. Køkkenet var gjort klar til konkurrencen Kokken & Eleven, og jeg trækker Malthe og tænkte “God balkonkarma”. Malthe er en sød og rolig fyr, så vi ville gå godt i spænd. Malthe udtrykte, at han havde en klar ret, så derfor virkede det som en god løsning at lade ham være kokken og jeg eleven. Jeg ville hellere lave mad end snakke :-). Jeg vidste nogenlunde, hvor Malthe ville hen. Jeg vidste hvilke smage, der skulle frem. Kylling har jeg parteret masser af gange, men jeg har ikke brugt overlåret separat, og havde heller ikke udbenet før. Første skridt var at få sat sellerien over, så den kunne nå at koge mør til en smooth og let puré. Desværre stoppede Malthe mig lidt for tidligt. Der var simpelthen for lidt selleri til, at den kunne passe sig selv i blenderen. Og en stavblender er ikke god nok til at gøre det arbejde. Øv. Men det smagte godt! 

Saucen sad lige i skabet og smagte fantastisk og pludselig skilte den, selvom den ikke stod på varme. Det forstod jeg ikke en bønne af. Vi forsøgte at redde den med mere smag og håbede den var der, men de skarpe dommere ser jo alt. Øv. Men den smagte godt! Kyllingen var saftig og godt tilberedt. Desværre fejlede jeg på min manglende viden om udbening af overlår, og Mielcke fik et stykke brusk i munden. Det er no go. Nøj, hvor så han skuffet ud. Øv. Men det smagte godt! Og så er det jo, at man plejer – trods fejl – at vinde på smagene, så alle fingre var krydset på ryggen, og vi håbede, bedømmelsen gik vores vej, da Sandra og Martins ret kun fik ros for puréen. Men det var til vores ærgrelse nok. Kommentarene var, at vores ret ikke var kreativ, men at vi hev smagene hjem. Det talte bare ikke denne gang.  Mor er ikke bitter, mor er skuffet ;-). 

 

 

På den igen. Jeg var ved at være vant til elimineringer. Hele pausen forsøgte jeg at forberede en genial kyllingeret, da jeg regnede med, at vi skulle fortsætte arbejdet med kyllingen, så da vi stod foran dommerne, og de løftede klædet af, som afslørede en kurv med æg, var jeg paf. Mit system gik i stå, og et lille indvendigt FUCK blev råbt meget højt. Man kan bruge æg til tusind ting, og lige der, kunne jeg nærmest ikke komme på noget. Vi fik lidt tid til at kigge på råvarerne og tænke en ret. Jeg vaklede mellem at kaste mig ud i en dessert, som ikke er min stærkeste side eller gå med det salte køkken og en blanquette sauce, der altid sidder i skabet. Havde vi fået 45 minutter, var jeg nok gået med desserten, men med kun 30 min. var jeg nødt til at køre safe. Jeg valgte derfor at gå med blomkål i stegt og rå variant med bacon og saucen, og jeg var tilfreds med min ret, da den stod færdig. Efter dommernes kommentarer syntes jeg, den lå 50/50. Malthe havde god smag, men den sad ikke helt i skabet. Mielcke sagde min ret var smuk, og begge roste smagen, selvom Dak kun kan lide brændte blomkål ;-). 

Var jeg skuffet, da jeg hørte Malthes navn udråbt som vinder. JA, så absolut. Øv øv øv. Men det smagte godt!

sidste ret
mielcke
slut

Efterreflektionerne har været mange. Er jeg stolt af min deltagelse? JA, så absolut. Jeg havde ikke drømt om, at jeg blev fundet interessant nok til preaudition. Jeg havde ikke regnet med at gå videre til den rigtige audition, og jeg havde håbet, når jeg nu var kommet så langt, at jeg gik videre fra audition til træningsugen. Jeg ville bare gerne overleve træningsugen. Og nej, jeg ville ikke ryge ud den første dag i den indledende uge. Så mange mål blev opfyldt. For hvert skridt jeg tog, ville jeg have mere. 

Er jeg stolt af min indsats? Tja – jeg fik ikke helt vist, hvad jeg kan. Jeg ramte en uge, hvor flere retter og råvarer ikke lå lige til højrebenet. Jeg ville da gerne have vist mit værd i det italienske og nordiske køkken, lavet en perfekt risotto, arbejdet mere med skaldyr og fisk og prøvet kræfter med desserter og ikke mindst lært en masse mere. Det gik op for mig, at Masterchef ikke kun handler om at lave god mad. Det handler også om, hvor god (eller mindre god ;-)) du er til at udnytte de muligheder, du får samt en række andre faktorer. 

Efter jeg forlod optagelserne, har mine tanker kredset om alle de retter, jeg kunne have lavet, og alle de fejl jeg burde have undgået. Det tog et stykke tid, før min søvn var normaliseret, og al stress var ude af min krop. Og desværre gik der også en rum tid, før min madglæde var tilbage. Men jeg er stolt. Jeg gjorde det. Jeg overskred i den grad min egen grænse og fløj skyhøjt over min comfort zone. Og på de bekostninger fik jeg en kæmpe oplevelse. Jeg ville gerne have haft flere, men jeg var også udmattet, fysisk som psykisk. Det var som at gå til tre store eksamener hver dag. Og selvom jeg havde besluttet mig for at have det sjovt og tage det som en oplevelse, så er jeg også støbt således, at når der er noget, jeg går op i, så vil jeg rigtig gerne gøre det godt.

Jeg håber, at jeg har inspireret andre til at følge deres drømme. Det behøver ikke  at være på landsdækkende tv, men bare små skridt i den rigtige retning kan være de første vigtige skridt til at dreje sit liv over imod fokus på at gøre gode ting for sig selv og skubbe en brøkdel til de grænser, der begrænser dig. Livet handler om at være glad og tage sig selv og sine ønsker og drømme alvorligt. Det er ok at forkæle sig selv. Selvomsorg er noget at det vigtigste. For når du er glad, kan du gøre andre glade. Min egen syretest er, at jeg forestiller mig, at jeg ligger på mit dødsleje og tænker “fortryder jeg, at jeg ikke gjorde det?”. Hvis svaret er ja, så bliver jeg nødt til at forfølge det. Jeg vil hellere fortryde noget, jeg gjorde, end noget jeg ikke gjorde. 

Snip snap snude – stresscoachen er ude. 

Exit
DEL DETTE INDLÆG
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email

Drømmer du om en hverdag med glæde, energi og overskud?

Få hjælp her og nu. Start i dag.

Få tilsendt 3 gratis videoer til at genfinde glæden i dit liv. 

Herefter modtager du inspiration til at tage de næste skridt mod at genfinde glæde, energi og overskud.