Er du familiens serviceorgan?
“Mor! Du tager vores barndom fra os!” Sådan lød min datters bebrejdende stemme i en alder af 7 år. I dag er hun 22 år, og vi har grinet meget af den bemærkning siden. Bemærkningen faldt under en ferie i et sommerhus, hvor vi bad vores piger om at tage af bordet. Og jeg er netop vendt tilbage fra en skøn ferie med vores 3 voksne piger og deres kærester, hvor jeg med et smil blev mindet om, at jeg i deres teenageår sagde til dem på vej til ferie: ”Husk vi er 5 voksne på ferie”. Jeg gad nemlig ikke bruge min ferie på at servicere mine velfungerende store børn, der kan alting selv (næsten). Onde mor. Og det syntes de også, da de selv skulle smøre madpakker, selv skulle vaske tøj, havde maddage og selvfølgelig selv skulle gøre rent på deres værelser eller transportere sig på cykel til forskellige aktiviteter, selvom alle deres venner selvfølgelig ikke skulle nogen af delene, eller… ?
Tag endelig barndommen fra dem!
For hvad handler denne opremsning egentlig om? Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på børneopdragelse. Og bevares, jeg syntes også, at det ind imellem var svært at holde fast i, at de selvfølgelig kunne de fleste ting selv. Min solide støtte var min mand. Det handler nemlig om, at vi hver især gør op med os selv, hvordan vi vil bruge, den tid vi har med vores familie.
Hvad er det værste, der kan ske?
Det handler også om, hvordan du kan give din hjerne fri samt skabe en god hverdag, hvor der også er tid til at passe på dig selv, som beskrevet i tidligere blogindlæg ”Du er den vigtigste i dit liv”.
Hvis du både er max. presset på arbejdet, og samtidig føler, at du konstant skal huske og måske også udføre alle gøremål for din familie, hvornår skal du så selv lade batterierne op?
”Jamen, hvis jeg ikke minder børnene om madpakken, regntøjet…, så bliver de sultne, våde….” Ja, og hvad så? Hvis de var sultne eller våde nok, så husker de nok madpakken/regntøjet i morgen. Så hvad er det værste, der kan ske?
Find dine energioaser
Det er ikke en usædvanlig historie. Jeg har siddet over for personer, der undrer sig over, hvornår vi begynder at tale om udfordringerne på arbejdspladsen, når jeg også som stresscoach er nysgerrig på, hvordan situationen er på hjemmefronten. Jeg tror, de fleste er klar over, at balancen mellem arbejde og privatliv er vigtig, og at det er nødvendigt, at vi indimellem har ro til at tanke op – små energioaser.
Og når det så alligevel kan gå galt, så kan det i mange tilfælde skyldes, at vi ikke har nogen steder eller tidspunkter, vi kan afstresse og lade op, hverken på arbejdet eller derhjemme. Og hvis du udover dine egne gøremål også påtager dig at skulle huske resten af familiens gøremål konstant, og ikke kun huske, men også udføre dem, så er både din krop og din hjerne på overarbejde.
Opsig din stilling som familiens projektleder
Tænk, hvis I i familien er fælles om det ansvar, og at du har tid til i ro og mag at hjælpe dine børn med lektierne eller bare har tid til at være nærværende sammen med dem, i stedet for at skulle være den ”sure”, der hele tiden skal bede resten af familien om at gøre dit og dat?
Kan du genkende det mønster, så er det måske nu, du skal overveje at sige din stilling op som projektleder i din familie. Her kommer lidt inspiration til hvordan:
- Lav en stor familiekalender tilpasset børnenes alder (eller digitalt hvis de er ældre) – start gerne tidligt
- Del ansvaret for familiens aktiviteter med familien
- Inddrag børnene i hverdagens gøremål
- Væn alle til selv at tage ansvar f.eks. huske deres ting/aktiviteter
- Skriv alt ned, så ingen af jer skal bruge hjernen som opslagstavle
- Sæt jer sammen en gang om ugen og kig på planen for den kommende uge
- Vær tålmodig – forandringer tager tid
Lad familien komme til fadet
Du vil blive overrasket over, hvad de øvrige familiemedlemmer er i stand til. De kan faktisk godt selv, hvis du giver dem lov (og hvis de får lov til at mærke konsekvensen af selv at glemme ting). Og pyt med, at det i en periode sejler lidt, er lidt rodet, at I glemmer et møde, en aktivitet, en madpakke, en gave eller at maden ikke den dag lever op til alle sundhedskrav, men måske ender med rugbrødsmadder. Verden går ikke under, hvis du slipper grebet og lader de andre komme til fadet, og gør tingene på deres måde. Hvis du begynder at agere anderledes, end du plejer (på den gode måde), så vil dine omgivelser – måske en anelse undrende – også gøre noget anderledes, og det forhåbentlig i den ønskede retning.
Så hvad er dit næste skridt? Skal du i gang med at skrive din opsigelse?
Held og lykke med det. Jeg er sikker på, at det bliver godt. Tag endelig børnenes barndom fra dem.
Bedste hilsner,
Anja Enggren
Stresscoach og Sorgrådgiver
