sea-3652697_1920

Det værste, du kan gøre, er ikke at gøre noget

Sorg eller stress?

Min mand var død af kræft som 36-årig året før, og jeg stod alene med min datter på 6 år. Året var 2004. Jeg og alle andre tilskrev min tilstand som sorg. For 3 år siden tog jeg min første stresscoachuddannelse, og da forstod jeg, at jeg ikke kun var belastet af sorgen, men også den kendsgerning, at jeg stod alene med min datter, med et hus, der skulle passes, med store beslutninger samt at få en hverdag til at hænge sammen økonomisk som praktisk, hvor jeg både skulle hente og bringe min datter og samtidig levere 37 timer på min arbejdsplads. Jeg var i retrospektiv max. presset på alle fronter.

Symptomer

Nogle af mine symptomer var, at jeg kunne græde en uge i træk uden at vide hvorfor. Jeg var lammet på mine følelser og kunne hverken føle kærlighed eller glæde. Jeg havde ikke menstruation et helt år i en alder af 35. Jeg havde bare lyst til at rejse langt væk med min datter.

Professionel hjælp

I denne periode fik jeg hjælp af en coach. Jeg kendte ikke ordet stresscoach. I min verden fandtes det begreb ikke. Og det er altså ”kun” 15 år siden! Jeg mødte ingen, der vurderede min stresstilstand eller de symptomer, jeg havde. Jeg overvejede heller ikke at gå til lægen, for det var jo ”bare” min sorg og frustration over, at min hverdag på ingen måde hang sammen. Det kunne min coach imidlertid hjælpe mig med. Jeg fik ved hendes hjælp øje på mine handlemuligheder, og den beslutning jeg var nødt til at træffe, nemlig at tage orlov (en sygemelding var slet ikke inde i billedet). En dyr, men absolut nødvendig beslutning for, at jeg kunne komme helskindet igennem.

Stod jeg i samme situation i dag, var jeg gået til lægen, og højst sandsynligt var jeg blevet sendt hjem med en længere sygemelding. Dengang ”sygemeldte” jeg mig ved at tage 4 måneders orlov. Det var den eneste mulighed, jeg kunne få øje på, og da jeg havde taget den beslutning, begyndte jeg at trække vejret igen. Jeg startede min orlov med at sove de første 14 dage.

Under min orlov blev en af mine mestringsstrategier at skrive. I 2011 delte jeg min historie i bogen ”Bliver jeg glad igen?”, som tog udgangspunkt i min sorgbearbejdelse og mine skriverier. Men min indsigt omkring min egen stress er kommet til, efter bogen blev skrevet. I dag er jeg overbevist om, at så længe der er tale om den normale sorg, dvs. ikke kompliceret sorg, så kan sorg og efterfølgende stress gå hånd i hånd. Det mudrer billedet, men det ændrer ikke meget på den hjælp og støtte, man har brug for. Jeg var selvfølgelig overbelastet på grund af sorgen, men det var ikke sorgen, der stressede mig, det var alt det andet, jeg stod alene med, som nævnt ovenfor.

Hjælp fra arbejdsplads

I mit tilfælde var jeg heldig at have en meget forstående leder. I hele sygdomsforløbet kunne jeg komme og gå, og mine opgaver blev tilpasset, hvad jeg magtede. Da jeg vendte tilbage til arbejdet, var der også støtte og forståelse. Måske var min egen pligtopfyldende tilgang til min arbejdsplads min værste fjende. Der fandtes i virksomheden ikke en politik for medarbejdere, der havde mistet, og ej heller en stresspolitik, som jeg husker det. Flere og flere virksomheder har i dag en politik for dette, men jeg er overbevist om, at rigtig mange også stadig mangler. Hvad gør I på jeres arbejdsplads? Hvordan taler I med hinanden om det? Hvordan støtter I den medarbejder, der er i sorg eller har symptomer på stress eller har været sygemeldt med stress? Hvordan håndterer I det FØR, UNDER og EFTER? 

Det værste, du kan gøre, er ikke at gøre noget

Både stress og sorg kan være svært at håndtere og rumme. Man vil nødigt gøre og sige noget forkert. Men det værste, du kan gøre, er faktisk ikke at gøre noget. Og nogen gang er en krammer nok, afhængigt af hvor gode kollegaer I er. Jeg oplevede generelt, ikke kun på arbejdspladsen, at folk skiftede fortov for at undgå mig. Jeg forstod dem godt. Det var for ubehageligt at tale om, og hvad skal man sige. Men det er bedre at spørge til, hvordan kollegaen har det, om man kan hjælpe med noget, udtrykke at man er ked af det osv. Hellere sige eller gøre noget, end slet ikke at sige noget. I sygdoms- og sorgperioden higede jeg efter den normale hverdag, hvor alt bare var helt almindeligt. Og sådan kan din kollega også have det. Arbejdet kan i sorgen være et frirum, hvor tingene for en kort tid synes normale, og derfor er det vigtigt, at tale med medarbejdere om, hvad han/hun har brug for.

Dette er ikke gældende for den stressramte, der kommer tilbage. Her skal en tilbagevendingsplan aftales, ligesom opgaverne skal tilpasses, hvad den stressramte magter. Men berøringsangsten og tabuiseringen kan være den samme. Og i begge tilfælde skal medarbejdere selv være med til at beslutte, hvad der skal kommunikeres ud og hvordan.

Find mening i det meningsløse og bliv glad igen

I forlængelse af min egen historie har jeg længe ønsket at hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg gjorde. Jeg fandt langsomt mening i det meningsløse, og min anden mestringsstrategi var, at jeg ville have det bedste ud af situationen, når jeg nu ikke kunne gøre noget ved det. Jeg lærte på den hårde måde, at jeg er den vigtigste i mit liv, og at jeg er nødt til at være glad for at kunne gøre min datter og familie glade. Min bog ”Bliver jeg glad igen?” blev første skridt på vejen mod at hjælpe andre. Og i dag er min hverdag ekstra meningsfuld, når jeg har hjulpet andre med at blive glade igen. 

Kærlig hilsen

Anja
Stresscoach & Sorgmentor

DEL DETTE INDLÆG
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email
ANDRE INDLÆG