Find vej i sorgen og et forandret liv
Spørgsmålet “Bliver jeg glad igen?” stillede jeg mig selv, da jeg stod i en overvældende sorg. Stadig 5 år efter, hvor jeg skrev på min bog, var det arbejdstitlen, som endte med at være så sigende for den tilstand mine følelser var i, at det endte med at blive den endelig titel. For mig og for mange andre i sorg kan dette spørgsmål være konstant til stede i vores tanker, når vi har mistet en elsket person. Sorgen, der følger, kan være en af de mest smertefulde oplevelser, vi gennemgår, og det kommer bag på mange, hvor altoverskyggende, psykisk og fysisk, sorgen opleves. Sorgen og tabet kan efterlade os med en følelse af fortvivlelse og manglende tro på fremtiden. I dette indlæg følger lidt inspiration til at finde vej i sorgen og langsomt genfinde fodfæste i et totalt forandret liv. Sorgen er individuel, og disse råd passer ikke nødvendigvis til dig og din sorgproces. Der er ikke en opskrift. Pluk derfor i det du kan bruge til langsomt at finde fodfæste og skimte glæden igen.
Sorgprocessen - Hvordan reagerer vi på tab og sorg?
Når vi mister nogen, går vi igennem en individuel sorgproces, der kan variere meget fra person til person. Nogle mennesker oplever chok og manglende accept i begyndelsen, andre føler vrede eller skyld og andre igen føler lettelse og accept af naturligheden, som dog stadig kan være pinefuld. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at sørge på, og at det kan være en langvarig proces. Ved at acceptere vores følelser og tillade os selv at opleve dem, og samtidig tillade os selv små åndehuller og pauser fra sorgen, kan vi være i det.
Find styrken til at fortsætte
At miste en elsket person kan få os til at føle, at vores verden er brudt sammen, og fremtiden er uoverskuelig og vækker bekymringer. Omgivelserne klapper dig måske på skulderen og siger, ”hvor er du sej” eller ”hvis det havde været mig, kunne jeg ikke have gjort det, du gør” eller ”hvor klarer du dig godt”. Kommentarerne er velmenende, men mange sørgende tænker ”jeg har ikke et valg!” eller ”det er jo ren overlevelse, fordi jeg skal”. Især hvis vi har børn eller andre, vi skal være der for, gør vi bare. Vi overlever. Når vi kigger tilbage på vores egen sorg år efter tabet, kan vi selv blive overrasket eller undre os over, hvordan vi egentlig klarede det. En måde kan være at omgive dig selv med støttende mennesker, der kan hjælpe dig og være med dig i din sorg. Familien, venner eller endda en professionel kan være afgørende for at give dig den nødvendige støtte og hjælp til at genopbygge dit forandrede liv.
Genopdag glæde med små tålmodige skridt
Selvom det kan virke umuligt i starten, er det muligt at genopdage glæden i livet efter et tab. Måske endda en styrket glæde, fordi sorgen nu er en del af dit liv. Det er vigtigt at give dig selv lov til at føle små stunder af glæde. Forsøg at gøre ting, der tidligere har bragt dig glæde. Det kan være oplevelser eller hobbyer, det kan være at omgive dig med mennesker, du både kan mindes sammen med, men som også kan bringe smil frem. Disse små stunder kan hjælpe med at vise de små skridt i en retning mod gradvist at føle dig gladere igen. Det kræver tålmodighed og kan tage år. Du er ikke forkert, hvis du føler, at det tager lang tid, eller at omgivelserne føler, at det tager lang tid.
Tro på fremtiden - en vej ud af sorgen
At tro på fremtiden kan være en stor udfordring efter at have oplevet et stort tab. Frygten for at miste igen, at blive såret eller måske selv blive syg er helt naturlig. Det kan måske være hjælpsomt for dig at dele dine tanker med andre, der kan genkende dine følelser eller bekræfte dig i, at de er naturlige. Det kan være en sorggruppe eller dine nære omgivelser, hvor du kan dele dine bekymringer og få støtte fra nogen, der har oplevet lignende tab.
Giv dig selv tid - sorgens naturlige forløb
Det er vigtigt at huske, at sorg er en naturlig og nødvendig reaktion på tab. Det kan tage tid at lære at leve med sorgen, ofte længere tid end du selv og dine omgivelser regner med. Det er vigtigt at give dig selv den tid, du har brug for. Tillad dig selv at opleve sorgens bølger, som både kan være små og store og overvældende. Vær tålmodig med dig selv i processen. Der er ingen fastsat tidsramme for sorg, og det er okay at have gode og dårlige dage undervejs.
Pas på dig selv i sorgprocessen
I processen mod at blive glad igen kan selvomsorg være en del af det. Selvomsorg handler om at passe på sig selv. Sorg er noget af det mest stressbelastende, vi kan opleve som mennesker. Derfor kan det, tilpasset dit overskud eller mangel på samme, være en god idé at være opmærksom på dit mentale og fysiske helbred ved at gøre gode ting for dig selv. Det kan være opmærksomhed på hvile, gåture i naturen, sund kost og vand. Det kan også være selvpleje og forkælelse. Måske dine omgivelser kan hjælpe og støtte dig i det, hvis overskuddet mangler.
Find mening og håb i sorgen
Selvom det kan virke umuligt i starten, kan sorgen åbne døren til en ny forståelse og en dybere mening. Ikke en mening med tabet, men snarere en bevidsthed om, at livet ikke er evigt, og derfor skal leves hver dag og meningsfuldt. For mit eget vedkommende har min egen sorg og sygdom gjort mig meget bevidst om, at mit liv skal være meningsfuldt. Det er det sammen med de mennesker, jeg elsker, at jeg sætter pris på hver dag, og at jeg hjælper andre mennesker med stressbelastninger og sorg. Det tog mange år at lande der, men det er muligt. Du kan finde din egen vej og finde fodfæste og ny mening i din livsforandring efter et tab.
Bliver du glad igen efter at have oplevet et tab?
Svaret er ikke simpelt og varierer fra person til person. Men ved at give dig selv tid, søge støtte, praktisere selvomsorg og finde mening i sorgen (ikke med tabet), kan du langsomt genopdage håb og ny mening i et forandret liv. Tillad dig selv at opleve følelserne, og husk at du ikke er alene. Giv dig selv lov til at håbe og tro på en fremtid, selvom den kan synes langt væk. Bliv inspireret af andre, der har fundet glæde igen efter tab. Svaret på mit eget spørgsmål ”Bliver jeg glad igen?” er JA. Det tog år, men sorgen har i dag fundet sin plads med tålmodighed, professionel hjælp, støtte fra mine nære og kære, kærlighed, selvomsorg, sorgbearbejdelse og ny mening.
Bedste hilsner
Anja Enggren
Sorgrådgiver Anja Enggren
Sorg kan føles umenneskelig og smertefuld. Ofte føler vi os ensomme med vores sorg, fordi vores omgivelser ikke forstår den. Vi har ikke lært, hvordan vi håndterer, når vi mister noget eller nogen, og vores nære og kære ved derfor heller ikke, hvordan de støtter og hjælper bedst muligt. Mange læner sig op af myter og misforståelser om, hvad der er hjælpsomt. Det kan i stedet få os til at føle os forkerte.
Du behøver ikke stå alene med din sorg. Der er hjælp at hente. Du kan læse mere om, hvad sorg er og finde flere blogindlæg om sorg. Du kan også finde information om både individuelt forløb samt gruppeforløb i sorgbearbejdning ud fra en evidensbaseret metode – The Grief Recovery Method.
Læs mere om Anja Enggren, sorgrådgiver og stresscoach, klinik i Kollerød, Allerød, Nordsjælland og ikke langt fra København samt i København, Østerbro. Det er muligt at blive glad igen.